Om Andreas

Tak for jeres tillid

Jeg er stolt af den tillid Gentoftes forældre, unge og ældre har vist mig ved at vælge mig til kommunalbestyrelsen. Siden valget har Hans Toft givet mig meget ansvar, som jeg nyder at tage på mig hver uge for at rykke vores kommune fremad.

Jeg lytter mere end jeg taler. Det er vigtigt, fordi jeg kan se at det er vejen til et bedre samarbejde, når vi laver politik. Det gælder både de andre partier, men mest af alt de Gentofte-borgere som beslutningen betyder noget for – det gælder alle aldersgrupper! Jeg er blevet bidt af kommunalpolitik, fordi vi har fokus på fælles løsninger i stedet for konflikt. Jeg er ikke bange for en konflikt, hvis den er nødvendig og nogle gange skal man stå fast – også på de beslutninger der gør nogle utilfredse. Udgangspunktet må dog altid være, at vi skal lytte til hinanden og finde et fælles kompromis. Derfor er jeg stolt af, at vi i Gentofte har et så bredt flertal for den politiske linje og taler pænt til og med hinanden. Det kunne de godt lære noget af på Christiansborg!

Et par ord fra en god ven

Selvom mange politikere kan lide at tale pænt om sig selv er det lidt af en uskik. Derfor har jeg bedt min gode ven, Johan Moesgaard Andersen, som er ansat i fagbevægelsen som EU-chef i Dansk Metal, om at skrive nogle ord om mig:

Klimaets mand i ord og handling

Trods sin unge alder har Andreas gennem flere år været en aktiv stemme for at fremme den helt nødvendige grønne omstilling. Ikke bare her i Gentofte Kommune, hvor Andreas har drevet Gentofte i en grøn og ansvarlig retning. Men også på nationalt plan har Andreas været med til at trække Danmark i en grønnere retning. Allerede som 28-årig blev Andreas udpeget som klima- og bæredygtighedschef i brancheorganisationen, Dansk Byggeri. I dag arbejder han som fagleder for tværgående klimapolitik i Dansk Industri. Det er afgørende med politikere, der også har praktisk erfaring fra erhvervslivet. Hvis der er én, der kan sikre en nødvendig grøn omstilling og samtidig styrke det private erhvervsliv, er det helt klart Andreas.

Kræftens Bekæmpelse

Kræft er en sygdom, som vi alle i Gentofte har haft inde på livet i den ene eller den anden form. Enten hos os selv, hos vores pårørende, blandt vores naboer eller blandt bekendte i kommunen. Det har Andreas også, da hans far døde efter et kræftforløb. Jeg talte meget med Andreas om det og en dag kom han og fortalte, at han ville gøre noget ved det og derfor havde en meldt sig ind i Kræftens Bekæmpelse i Gentofte for at genstarte foreningen, der havde ligget stille i flere år. Nu har Andreas været frivillig i Kræftens Bekæmpelse i flere år og foreningen sprudler med flere tusinde medlemmer og en bestyrelse, som arbejder for en aktiv indsats i civilsamfundet for at kræftsyge og pårørende får al den nødvendige hjælp, de skal bruge for at komme igennem svære tider.

Fandt sin kæreste i kommunalpolitik

På et møde i Kommunernes Landsforening fandt Andreas sin store kærlighed, Tilde. Tilde arbejder i Børne- og Undervisningsministeriet og har været medlem af kommunalbestyrelsen i Nyborg Kommune. Andreas driller ofte Tilde med, at hun nok skal skifte fra Venstre til Konservative, når hun flytter til Gentofte, hvilket hun gør efter nytår, hvor de skal bo sammen i den skønne lejlighed på Ordrupvej.

 

Gode venner og sunde interesser

Når Andreas en sjælden gang holder fri, bliver tiden brugt med Tilde, familien og hans gode venner. Andreas har taget initiativ til en skakforening med sine gamle studiekammerater fra Københavns Universitet, hvor vennerne mødes en gang om måneden og spiller skak med og mod hinanden.

– Johan

 

 

Uanset om du stemmer på mig, vil jeg gerne takke dig for at kigge forbi hjemmesiden og læse mere om mit politisk arbejde. Husk at du altid kan skrive til mig på andreas@andreasweidinger.dk, hvis du har gode ideer eller spørgsmål til mit arbejde i Gentoftes kommunalbestyrelse.

De bedste hilsner

Andreas Weidinger

Konservative i Gentofte